Hvornår kan du få
en bistandsadvokat?
Hvis du har været udsat for en forbrydelse, kan du i nogle tilfælde få en bistandsadvokat til at hjælpe dig gennem straffesagen.
En bistandsadvokat er gratis og varetager dine interesser hele vejen. Hvis du har været udsat for voldtægt eller en alvorlig seksualforbrydelse, vil du automatisk få en bistandsadvokat, medmindre du takker nej.
Ved anden alvorlig kriminalitet som vold eller røveri skal du selv anmode politiet om en bistandsadvokat, hvis du ønsker det.
Politiet vil informere dig om dine muligheder.


Tildeling og rolle af bistandsadvokat
Retten afgør, hvem der kan få en bistandsadvokat og vælger, hvilken advokat der skal bistå dig. Ønsker du en bestemt advokat, kan du anmode om det.
En bistandsadvokat, kan hjælpe dig med råd og vejledning under politiets efterforskning og i en eventuel retssag, støtte dig, hvis du frygter kontakt fra gerningsmanden, forklare straffesagens forløb og ledsage dig i retten, hvis du skal vidne.
Bistandsadvokaten kan også hjælpe dig med at beregne og fremsætte et erstatningskrav i retten.